Hvidløg og Vin

Om vores vine

I 1999 etablerede vi vores vinimport, en aktivitet som udspringer af en mangeårig interesse for specielt fransk kvalitetsvin.

Hvidløg & Vin’s leverandører er mindre selvstændige producenter, som sætter en ære i at lave et håndværksmæssigt godt og originalt produkt. Vi importerer selv alle vores vine direkte fra producenten. Alle vores producenter har idealer om vinproduktion, som går ud på at fremstille ærlig og god vin med færrest mulige tilsætningsstoffer.

Om økologisk/biodynamisk vin

Generelt handler økologisk/biodynamisk vinproduktion om at arbejde med naturen.

Om at skabe de bedst mulige betingelser for en afbalanceret vækst for vinplanterne ved at pleje jorden, tilføre næring til mikrolivet gennem kompost, jordbehandle på de rigtige tidspunkter, i det hele taget at skabe et klima i marken så skader forebygges.

Biodynamisk vinproduktion går et skridt videre, produktionen bygger på et filosofisk grundlag skabt af Rudolf Steiner omkring 1920. Produktionen ses i en større sammenhæng, hvor dyrkning og høst indrettes efter planeter og stjerners baner og jord og planter behandles med mikroskopiske mængder af særligt fremstillede præparater. Umiddelbart kan det synes meget mystisk, men ikke desto mindre omlægger flere og flere vinproducenter deres drift til biodynamisk produktion. Mange topproducenter i bl.a. Alsace og Bordeaux har set at produktionsmetoden har en banebrydende virkning på kvaliteten af vinen og overgiver sig derfor til metoden.

Almindelig vinproduktion bliver mere og mere industrialiseret og flere og flere kunstige hjælpestoffer finder vej til vinflaskerne. Mange overraskes over den udvikling - "vin er da bare gæret vindruesaft", men desværre er det ikke så simpelt længere. I den traditionelle vindyrkning sprøjtes markerne ofte med kemikalier mod skadedyr, ukrudt og svampesygdomme. Og i selve vinproduktionen finder man brug af tilsætningsstoffer, som ikke ligefrem er helt naturlige - et eksempel kan være brug af egetræsekstrakt til at efterligne smagen af fadlagret vin, men også tilsætning af både syre og sukker for at dirigere smagen hen i en bestemt retning er tilladt i forskellige regioner.

Netop her i 2012 er der kommet fælles EU-regler for økologisk vin, dvs at der er kommet en fælles standard for selve vinfremstillingen med bla grænseværdier for tilsætning af svovl.

Om vores vinproducenter

Chateau de brau

Chateau de Brau, ligger lige uden for den verdenskendte middelalderfæstning Carcassonne med de fantastiske Pyrenæer i horisonten – vi er med andre ord i Sydvestfrankrig. Wenny og Gabriel Tari har siden 1989 dyrket deres 40 hektar store vingård efter økologiske principper. De er begge dedikerede til deres fælles projekt om at lave god, ærlig vin i harmoni med deres omgivelser til trods for at de har meget forskellig uddannelse og baggrund. Gabriel er uddannet revisor og opvokset i området, Wenny er uddannet arkæolog og stammer fra Belgien.

Parret har igennem de sidste 20 år arbejdet hårdt på at forbedre vinmarkernes kondition for at få så sunde og afbalancerede druer som muligt at arbejde med i vinkælderen. Ligeledes er produktionsfaciliteterne i kældrene blevet væsentligt forbedret, hvilket giver de bedste muligheder for at frembringe god vin. At det er lykkedes beviser de talrige priser, de har fået for deres vine.

Gabriel og Wenny Tari udvikler løbende deres vinsortiment og tæller i dag 16 forskellige vine. Vi har udvalgt 13 af dem. Læs mere på www.chateaudebrau.over-blog.com

Joep Graler

Joep Graler, ejeren af vores nyeste fund Domaine Trois Orris arbejder i hvert fald passioneret og utraditionelt med sin vin. Joep er oprindelig uddannet sommelier og havde gang i en karriere på nogle af de bedste restauranter i Schweiz. Han fandt dog ud af at societylivet ikke interesserede ham, han ville hellere arbejde med selve fremstillingen af vin. Han gennemførte et selvstudium som ønolog, købte nogle forsømte vinmarker i det højeste Roussillon for så at knokle i flere år på at etablere en vingård i harmoni med omgivelserne – Og resultatet er blevet derefter – spændende, nuancerede vine med overraskende smagselementer, en produktion imod konventionerne, men for den interessante og inspirerende smag. Modsat mange Roussillonvine har Joeps vine ”kølige” smagselementer pgra dyrkning i højden.

Læs mere på www.vins-troisorris.com

Solence

Solence er vores hjertebarn, vores allerførste vinproducent, som vi opsøgte i 1999 og har handlet med siden. Det er en familiedrevet ejendom som mikser tradition og nytænkning på en rigtig god facon. Jean Luc Isnard er uddannet ønolog og hans kone Anne Marie er agronom, så fagligheden er i top. Familien købte i 1997 10 hektar vinmarker i Ventoux og begyndte derefter at bygge hus, produktionsfaciliteter og vinkælder op fra bunden. I dag har de en smuk og velfungerende vingård med økologisk godkendte marker. Men jagten på den gode smag og ekstraordinære kvalitet stopper ikke her. Fra 2012 er familien begyndt at omlægge markerne til biodynamisk drift, de mener, det vil tilføre vinene en ekstra dimension. Læs mere på www.solence.com

Domaine frey

I Dambach-la-Ville inde i en lille sidegade blandt bindingsværkshuse ligger familien Freys hus. Vi er i det nordlige Alsace i Frankrig. Indtil i år lå alle produktionsfaciliteter, lager og kældre også her. Men samtidig med et begyndende generationsskifte har man netop investeret i en moderne produktionshal lige i udkanten af byen. Hele byggeriet er lavet i bæredygtuige materialer og vedvarende energiløsninger. Familien Frey som tæller Dominique og Nathalie og deres søn Julien har en passion for god vin. I de år vi har importeret fra stedet kan vi fornemme stadige små skridt mod højere kvalitet. Der kommer nye vine til og den biodynamiske dyrkningsform har de også taget til sig for at fremme det ypperste i deres vine. Læs mere www.vinsfreybio.com

Domaine montirius

Rhonedalen i Frankrig byder på en alsidig produktion af primært rødvin, her i hjertet af dalen ligger Domaine Montirius med en fantastisk udsigt til de markante Denteller. Christine og Eric Saurel er ud af familie med vintraditioner. Den 54 hektar store ejendom, som har marker både i Gigondas og Vacqueyras, leverede før i tiden druerne til det nærliggende kooperativ, som tog sig af vinificeringen. Men i forbindelse med generationsskifte valgte Eric og Christine at bygge eget vineri for at kunne føre deres ideer om biodynamisk vinproduktion ud i livet. Vineriet er bygget ind i en skrænt og lavet i 3 etager med afstilkning og presning af druerne i øverste etage, gæring og lagring i midten og tapning og flaskelagring i underetagen. Alle processer kan gennemføres uden mekanisk pumpning af vinen, den løber selv på grund af niveauforskellen. Christine og Eric har deres bestemte meninger om, hvordan god vin fremstilles og i deres verden bliver vin bedst uden lagring på egefade, ligesom de mener at pumpning frarøver vinen vigtige aromatiske elementer. Domaine Montirius har fået adskillige priser og anerkendelser for deres vine.

Læs mere på www.montirius.com

Domaine carabiniers

Roquemaure i hjertet af Rhônedistriktet Lirac ligger Domaine des Carabiniers.

Forurening og udpining af jorden satte Christian og Marilyne Leperchois i gang med at dyrke deres 40 hektar store ejendom økologisk. Siden 1997 har det været deres projekt og deres motto : "Vi kan lave god vin med naturen og ikke mod den" lever i høj grad i deres daglige arbejde. Christian elsker at arbejde med vinen, søger hele tiden at få det optimale udtryk frem i vinen ud fra druerne som er vokset lige netop på deres jord.

Læs mere på www.carabiniers-vin-biologique.fr

Chateau de l’Ou

På det flade land mellem Middelhavet og Pyrenæerne få kilometer fra den spanske grænse ligger Chateau de l’Ou. Severine og Phillippe Bourrier har drevet jorden økologisk siden 1998, og det var faktisk på en vinsmagning i København, hvor franske økologiske producenter præsenterede deres produkter, at jeg blev opmærksom på deres vine.

Parret bygger deres produktion på passion, respekt og viden. Deres erfaringer har de samlet op dels gennem deres uddannelser som henholdsvis agronom og økolog, dels gennem deres rejser og ophold i udlandet, som bla har ført dem til Brasilien og Nordafrika.

De driver sammen 39 hektar vinmarker som ligger i Roussilondistriktet.

Til Top ▲